Fritid og kultur
Her er der hjerterum og engagement!
Morsø Kommune har et rigt fritids- og kulturliv, som udfolder sig i klubber, foreninger og under alle mulige forskellige former. Kigger man i det kommunale foreningsregister her på portalen, finder man en lang række kulturelle foreninger og idrætsforeninger, der dækker alle tænkelige interesser og fritidsaktiviteter. Derudover har øen Mors de bedste betingelser for at bruge den varierede natur, f.eks. til sejlads, fiskeri, vandsportsaktiviteter, løb, cykling – ja, i det hele taget sport, motion og fritidsaktiviteter i alle former.
På Mors har man den holdning, at kultur- og fritidsaktiviteter forøger livskvaliteten for borgerne gennem oplevelser. Kultur er den måde vi er sammen på - under formelle som såvel som uformelle former. Kultur er også den måde vi indretter os på i hverdagen, hvad vi siger og gør, og det som definerer os som mennesker.
Derfor er Fritids- og Kulturlivet noget man satser på og vægter højt på Mors!