Bila - højteknologi på Mors

Som en højteknologisk virksomhed, der er specialiseret i robotbaserede løsninger, er Bila’s største ressource deres medarbejdere.
Robotterne indgår i løsningen af mange komplicerede opgaver hos Bila’s kunder, men uden den viden og erfaring, som medarbejderne har, ville det ikke være muligt. Robotterne ankommer nemlig til Mors som såkaldt nøgne robotter, kun udstyret med et standardprogram. Da der ikke er to projekter, der ligner hinanden, stiller det store udfordringer til medarbejderne.

Det lå ikke i kortene, at Bila skulle blive en af nordens førende virksomheder i automatisering med robotløsninger, da Per Bisgaard og Jørn Larsen i 1988 etablerede virksomheden. Den begyndte som et maskinværksted i det nye industrikvarter, der havde fået navnet Foodparken, fordi man havde en forventning om at kunne tiltrække fødevarevirksomheder.

Tanken var, at Bila skulle konstruere og servicere inventar og maskiner, der i fødevareindustrien overvejende består af rustfast stål. Da fødevarevirksomhederne udeblev, fik Bila ret hurtigt fokus på automatisering. Allerede i 1992 blev pallemagasinet Palomat sat i produktion, og det indtager i dag en førende position på markedet.
I 1998 blev Bila forhandler af robotter fra Kawasaki, og siden er det gået stærkt. I 2007 blev tre af de ledende medarbejdere medejere sammen med brødrene Per og Jan Bisgaard, Morsø Sparekasse (nuværende Fjordbank Mors) og kapitalfonden Industri Udvikling.

Inden en færdig robotløsning fra Bila er køreklar hos kunden, er der foregået en stor proces. Først bliver kundens behov afdækket med henblik på at finde den bedste løsning. En projektleder følger hele processen fra først til sidst, mens konstruktører, programmører og øvrige teknikere sammensætter robotcellen. Med baggrund i deres erfaring finder de de bedst egnede komponenter, og Bilas eget maskinværksted fremstiller skræddersyede værktøjer. Hele cellen bliver stillet op og prøvekørt, inden den bliver installeret hos kunden. Og derefter er der 24 timers service syv dage om ugen at trække på, hvis der opstår problemer.

Det kræver selvsagt medarbejdere med specielle kompetencer, og derfor opkvalificerer Bila selv deres medarbejdere. Men der er et stadigt behov for nye højtuddannede medarbejdere, og i erkendelse af, at det kan være vanskeligt at trække folk til Mors, har Bila etableret en afdeling i Aarhus. Med Aarhuskontoret som base, kan medarbejdere arbejde med projektledelse og udvikling og dermed bidrage til virksomhedens fortsatte vækst. En vækst, der kun er mulig med de rigtige medarbejdere.

Se også

Nyttige links

Bila

Palomat