Fakta om Mors

Mors er 367 kvadratkilometer fyldt med oplevelser. Både for dem, der bor der og for dem, der måske besøger øen for første gang.

Geologisk er Mors en perle – helt i særklasse. Langs den 188 km lange kystlinie hæver de karakteristiske molerskrænter sig over vandet og fortæller både om skabelsen af vores verden for omkring 60 millioner år siden og om naturens mægtige kræfter, som formede øen til det, vi kender i dag. I moleret er der fundet forstenede dyr og planter, der er mere end 55 mio. år gamle.

Øen er et traditionelt landbrugs- og fiskerisamfund, i dag koncentrerer fjordfiskeriet sig om muslinger. Industrielt tegnes billedet af træ- og møbelfabrikker, jern- og metalindustri og mange små fremstillings- og servicevirksomheder.

Med Limfjorden hele vejen rundt er vandet altid tæt på, og fjorden har historisk været både en udfordring og en grænse for øens befolkning. Mors blev landfast mod nord i 1939 med Vilsundbroen og mod syd med Sallingsundbroen i 1978.

Tidligere tiders ofte lidt trange livsvilkår har præget morsingboen i retning af en beskeden og nøjsom livsførelse, krydret med en aldrig svigtende evne til at se tilværelsens humoristiske sider.
Egenskaber, der også i dag er værdifulde som drivkræfter på en egn, der ofte må kæmpe mod de givne odds for at sikre fortsat udvikling og vækst.

Se også