Kommunen skærper kampen mod dårlige boliger
13. august 2009
Morsø Kommune vil bruge den kommende kommuneplan til at reducere antallet af dårlige boliger og faldefærdige, tomme huse på Mors. I forslaget til Kommuneplan 2009-2021 hedder det, at der politisk skal gøres en målrettet indsats for at fjerne de dårligste boliger på Mors. Om fornødent vil kommunen tage skridt til nedrivning af de dårligste ejendomme.
Denne skærpelse af indsatsen mod de dårlige boliger på Mors kommer efter omtale af sager, hvor spekulanter udlejer de meget dårlige boliger med deraf følgende problemer for beboerne og kommunen.
Sagerne førte til nedsættelse af en Task Force, der hurtigt greb ind og bl.a. forbød beboelse af sundhedsfarlige boliger. Siden har Boligkommissionen og huslejenævnet i Morsø Kommune holdt et vågent øje med området og har strammet grebet om de få spekulanter, der står bag boligudlejningen.
Endelig har Morsø Kommune et tæt samarbejde med selskabet Bedre Boliger på Mors, som i flere tilfælde har opkøbt dårlige hus på tvangsauktion og har fået dem renoveret eller fjernet.
Tilbage til nyhedsoversigten