M.C. Holms Skole har fokus på kulturen

10. december 2009

M.C. Holms Skole er blandt skolerne på Mors udpeget til at have kulturen, som et af sine væsentligste temaer. Skolen har hentet en lille million kroner i 2009 til at realisere forskellige kulturprojekter.

De eksterne økonomiske midler har i 2009 blandt andet gået til at få kunstnere til at komme og arbejde med eleverne på skolen samt en forfatterskole.

I forfatterskolen mødes 12-13 elever fra 4.-6. klasse hver onsdag for at udveksle ideer, skrive og fortælle historier. Skolen har valgt at inddrage forfatteren Oda Lauritsen fra Spøttrup i at hjælpe eleverne med at skrive.    

Et andet kulturtilbud er skolekoret "Morsø Sangskole", som blandt andet er støttet af midler fra Kulturministeriet.

Skolen oplever, at det tilsyneladende bliver nemmere at hente eksterne midler jo flere aktiviteter, der er blevet igangsat. Skoleleder Kirsten Langer siger til Morsø Folkeblad, "det er meget tilfredsstillende, at vi kan kvalificere os til at få så mange kulturkroner. Vi tager det som et skulderklap og et signal om, at vi er kommet godt i gang med den opgave, vi fik stillet, da vi blev udpeget til at være en skole med børn og kultur i centrum."

Tilbage til nyhedsoversigten