Spændende fossil skildpadde fundet i Ejerslev molergrav
10. august 2010
Der er tale om en 55 millioner år gammel havskildpadde på 15 cm i længden. Bevaringskvaliteten er ikke set magen til i Danmark, for skjoldet har bevaret det hornlag, som dækker dyrets knogler. Skildpadden tilhører en endnu ikke beskrevet art i slægten Tasbacka og vil uden tvivl blive erklæret for Danekræ.
Fundet er gjort i maj måned i Ejerslev molergrav af en medarbejder på Moler Museet på Mors. Skildpadden har siden den blev fundet været i kyndige hænder på Museernes Bevaringscenter i Skive, for at blive frempræpareret af den sten, som den er bevaret i.
Laget med skildpadden er opgravet under industriel brydning af moler til produktion af absorberende granulat. Det var dog ikke hele skjoldet, der blev fundet i første omgang.
Manglende stykke af fossil skildpadde fundet på Mors
Lørdag og søndag den 24.- 25. juli gjorde frivillige fra Vestjysk Stenklub, der har medlemmer i hele landet, endnu et forsøg på at finde den resterende del af skildpadden.
Selvom der blev sorteret over 100 tons materiale af de 20 ivrige fossilsamlere, lykkedes det ikke at finde det manglende stykke.
Mandag den 9. august lykkedes det så endeligt, efter to en halv måned og sortering af ca. 200 tons materiale i Ejerslev molergrav. Det var Molermuseets leder Henrik Madsen, som fandt det manglende stykke, der måler 6 cm i længden, 20 cm i bredden og 5 cm i højden. I brudfladen på dette stykke ses ryg- og bugskjold, som passer helt perfekt til det tidligere fundne stykke. Der stikker ikke knogler ud andre steder på stykket, der blev fundet mandag. Det er tegn på, at det, der er bevaret er intakt, men om skildpaddens kranium er bevaret, vil vise sig, når Museernes Bevaringscenter i Skive får blotlagt det sidste stykke.
Molerlandskabet i den vestlige del af Limfjorden er enestående og derfor optaget på Kulturarvsstyrelsens liste over steder, der er kandidat til Unescos Verdensarv.
Tilbage til nyhedsoversigten