Morsø Kommune
Morsø Kommune udgøres af øen Mors – den største ø i Limfjorden.
Morsø Kommune forblev selvstændig ved kommunalreformen i 2007 og kom i den forbindelse til at høre til Region Nordjylland. Kommunen er med sine godt 22.000 indbyggere en af de mindste i Danmark. Nykøbing er hovedby med cirka 10.000 indbyggere, og kommunens største landsbyer er Sejerslev, Sundby, Frøslev, Øster Jølby, Hvidbjerg, Vils og Øster Assels.
Morsø Kommune har omstillet sig til løsningen af de nye, kommunale opgaver som led i kommunalreformen gennem udviklingsprojektet ”Vision Morsø 2010”, der bl.a. sætter fokus på at bringe borgeren i centrum, på at udvikle og styrke de kommunale medarbejderes kompetencer og på at sikre kvalitet og effektivitet i den kommunale opgaveløsning.
Som led i dette arbejde er der bl.a. oprettet en ny kommunal organisation for de i alt knap 1.600 fastansatte medarbejdere i den kommunale administration.
I Kommunalbestyrelsen sidder der 21 medlemmer. Borgmesteren er Lauge Larsen fra Socialdemokraterne.