Gravsted som udflugtsmål på Nordmors
Det er kun få, der ved det, men den mest kendte dansker har forbindelse til Nordmors.
Og nej det er hverken H. C. Andersen eller Niels Bohr, vi tænker på. Det er den danske prins Amled, hvis verdensberømmelse er blevet hjulpet godt på vej af den engelske skuespilforfatter Shakespeare.
At han så tog sig den kunstneriske frihed at ændre navnet til Hamlet og henlægge dramaet til Kronborg i udkanten af Danmark, har sløret, at det historiske drama faktisk udspandt sig på nordspidsen af Mors.
Men det er ganske vist, at Hamlets grumme farbror og stedfar kong Fegge, der af bar jalousi slog sin egen bror og Hamlets far ihjel, fandt sit endeligt på Nordmors. Det skete, da Hamlet tog hævn over sin faders morder og brændte hans kongsgård ned til grunden.
På Feggeklit er der rejst en sten over Kong Fegges grav, og Nordmors Beboerforening arbejder nu på at udbrede kendskabet til stedet og gøre det lettere at komme dertil.
Det kan måske lyde lidt makabert at gøre et gravsted til et udflugtsmål, men københavnerne har jo i generationer holdt picnic på Assistens Kirkegård så hvorfor ikke? Formanden for beboerforeningen, Carsten Tolbøll, er med i den arbejdsgruppe, der undersøger mulighederne for større tilgængelighed til området på toppen af Feggeklit.
- Vi er i positiv dialog med ejeren af jorden, og vi håber på at få lov til at lave et stisystem på Feggeklit, så flere kan få glæde af at besøge det enestående område, siger han.
Forbedrede adgangsforhold til Feggeklit er kun et af de mange projekter, der er sat i gang i den aktive beboerforening for den nordlige del af øen. Der bliver arbejdet med forskønnelse af de to største byer Sejerslev og Ejerslev, ligesom der er fokus på sundhed på flere områder. Kurser i at lave sund mad vil henvende sig til seniorer, travle børnefamilier og unge, der lige er flyttet hjemmefra.
For at gøre det endnu mere tiltrækkende og lettere at komme ud i naturen er der planer om at sætte en informationstavle over tilgængelige motionsstier op i Skrandereup Skov. Der arbejdes også på at finde et egnet, centralt sted, hvor der vil blive opstillet udendørs fitnessredskaber udformet på en måde, der passer til omgivelserne. Derudover er der rige muligheder for en rask travetur med masser af frisk luft stort set overalt på Nordmors. Når der er behov for et lille hvil kan man benytte en af de fire ”tænkebænke”, som beboerforeningen har fået af Naturstyrelsen. De er udstyret med en lille plade, hvorpå man kan læse et tænksomt digt af Knud Sørensen, der bor på Mors, eller Piet Hein. Og har man lyst til en dukkert er der aldrig langt til vandet, hvor der flere steder er etableret badebroer.
Noget, der ligger beboerforeningen meget på sinde, er en udvidelse af færgefarten over Feggesund, og allerhelst så man en fast forbindelse, der vil knytte Mors tættere til regionshovedstaden Aalborg.
Nordmors Borgerforening arbejder også tæt sammen med Ejerslev Havn, der fejrer jubilæum i sommeren 2011. Da er det 100 år siden havnen blev etableret til udskibning af moler.
Det nye Nordmors Kultur- og Aktivitetshus eller blot NKA i Sejerslev bliver flittigt benyttet af beboerne i området, også dagplejemødre og børnene, de passer. En gang om ugen mødes seniorerne, der sørger for at omgivelserne bliver holdt i god stand.
Kunstnerparret Sigrid Lütken og Bent Sørensen har også sat deres præg på Sejerslev. Gennem en årrække arbejdede de hver sommer i deres hus på Nordmors, og skulpturerne Gennembrudt og Kornmark pryder landsbyen.
Når vejret er til det, tumler børnene på legepladsen eller hockeybanen, mens de voksne bruger borde og bænke, der står ved gadekæret. Fremover vil de måske også tage traveskoene på, pakke madkurven og tage på udflugt til kong Fegges grav.
På billedet ses Knud Mikkelsen, som er næstformand i Nordmors Beboerforening.
Marts 2011