Forurenet jord

Hvis man støder på forurening på en ejendom, er man forpligtet til straks at standse eventuelt bygge- og anlægsarbejde og anmelde det til kommunen.

Anmeldelsespligten gælder uanset, om jorden skal flyttes eller ej. Du kan anmelde forurenet jord til Team Virksomhed.

Formålet med reglerne om jordforurening er at forebygge, fjerne eller begrænse jordforurening og forhindre eller forebygge skadelig virkning fra jordforurening på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt.

Hvem gør hvad?

Indenfor jordforureningsområdet ligger myndighedsrollen både hos regionen og kommunen. Kommunen varetager myndighedsrollen i forbindelse med jordflytning, ændret anvendelse og byggeri på forurenede grunde samt forureningssager, hvor forureneren skal rydde op.

Regionen kortlægger de forurenede grunde og varetager den offentlige indsats omkring oprydning. Region Nordjylland kan kontaktes på region@rn.dk eller tlf. 97 64 82 76.

 

Efter regler i jordforureningsloven kan regionen kortlægge forurenede arealer eller arealer, hvor der er mistanke om forurening. Et areal kan blive kortlagt på vidensniveau 1 (V1), hvis der er kendskab til aktiviteter, der kan have forårsaget forurening på arealet. Et areal kan blive kortlagt på vidensniveau 2 (V2), hvis der er dokumentation for jordforurening på arealet.

Kort over forureningskortlagte ejendomme i Morsø Kommune kan ses her.

En af konsekvenserne ved forureningskortlægningen er, at hvis der skal flyttes jord fra ejendommen, så skal der tages prøver til analyse, og jordflytningen skal anmeldes til og godkendes af kommunen, inden jordflytningen foretages.

Hvis der skal bygges på et kortlagt areal, og anvendelsen derved ændres til en mere følsom anvendelse, f.eks. bolig eller børneinstitution, kan det desuden kræve særskilt tilladelse fra kommunen. Se mere herom under Ændret arealanvendelse.

For yderligere oplysninger om kortlægning af forurening henvises til Region Nordjyllands hjemmeside.

Erfaringer viser, at byjord ofte er lettere forurenet. Man har derfor valgt at områdeklassificere disse arealer. Forureningerne stammer typisk fra afbrænding i fyr og kakkelovne, bilos, røg fra industri samt forurenet fyldjord. Mange af forureningskilderne er i dag minimeret, men forureningen består fortsat, da den ofte nedbrydes meget langsomt.

Jorden vil typisk være forurenet med tjærestoffer og tungmetaller. Sundhedsrisikoen ved lettere forurenet jord er dog lille sammenlignet med mange andre sundhedsrisici, som vi er udsat for i hverdagen.

For forholdsregler, som det anbefales at følge for at minimere en eventuel sundhedsmæssig risiko ved kontakt med jorden, henvises der til nedenstående Gode råd ved lettere forurenet jord samt pjecen Områdeklassificering - lettere forurenet jord.

Selvom en ejendom ikke er omfattet af områdeklassificeringen, kan den godt være kortlagt jf. jordforureningsloven med de regler og restriktioner, der følger heraf.

Kort over områdeklassificeringen i Morsø Kommune kan ses her.

Konsekvenser ved områdeklassificering

En af konsekvenserne ved områdeklassificeringen er, at hvis der skal flyttes over 1 m3 jord fra ejendommen, skal der tages prøver til analyse, og jordflytningen skal anmeldes til og godkendes af kommunen, inden jordflytningen foretages. Se mere under siden om jordflytning. Se desuden pjecen Forureningsundersøgelse - en miniguide.

Hvis der skal flyttes under 1 m3 jord fra en områdeklassificeret ejendom, kan jorden afleveres til speciel container på Nykøbing Genbrugsplads, Nørrebro 196, 7900 Nykøbing M.

Gode råd i hverdagen

Der er en række ting, som man bør være opmærksom på, når man opholder sig på lettere forurenede arealer. Det drejer sig især om de situationer, hvor små børn leger i jorden, og der dyrkes grøntsager.

Ved at tage nogle enkelte forholdsregler er det muligt at minimere de sundhedsmæssige risici. Der er følgende gode råde i hverdagen:

…om børn 

  • Vask altid hænder inden et måltid og efter udendørs leg
  • Sørg for at børnenes negle er kortklippede
  • Brug forskellige sko indenfor og udenfor  
  • Gør ofte rent i hjemmet
  • Læg fast bund i sandkassen, så børn ikke kan grave sig ned til jorden
  • Læg underlag under gynger og andre lejeredskaber

Se desuden pjecen Gode råd om børnenes udendørsleg på lettere forurenet jord.


...om havearbejde

Det er ikke sundhedsskadeligt at spise frugt og grønt, der er dyrket i lettere forurenet jord, hvis du følger følgende råd:

  • Dæk den bare jord i bedene og jorden under buske i bedene med barkflis eller andet
  • Vask og rengør både frugt og grøntsager inden tilberedning eller spisning
  • Skræl rodfrugter inden spisning
  • Sørg for at børn ikke leger, graver eller spiser i dyrkningsarealet
  • Dyrk jordbær og krydderurter i plantekummer med ren jord
  • Vask hænder efter havearbejdet, også hvis du bruger havehandsker
  • Skift sko efter havearbejde

Se desuden pjecen Gode råd om byhaver - når jorden er lettere forurenet.

Gælder ændret anvendelse eller byggeri på en forurenet grund

Hvis man ønsker at ændre anvendelse eller bygge på en grund, der er forurenet, vil det i visse situationer kræve en tilladelse efter jordforureningslovens § 8.

Kommunen skal altid søges om tilladelse, hvis et forureningskortlagt areal ønskes taget i brug til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave, sommerhusgrund eller institution.

Som en del af tilladelsen kan det være nødvendigt, at bygherren får foretaget nærmere undersøgelser af forureningen og risikoen i forhold til den fremtidige anvendelse. Kommunen har desuden mulighed for at stille vilkår til eventuelle afværgende foranstaltninger.

Det gælder generelt for alle arealer, at de ikke må tages i brug til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, kolonihave eller sommerhus, før det er sikret, at de øverste 50 cm jordlag på ubebyggede arealer er ren eller har en varig fast belægning. Læs mere under siden Regel om de øverste 50 cm jord.

 

Der kan også opstå jordforurening fra din olietank. Læs mere her, om hvad du skal gøre, hvis dette sker og reglerne herom.