NemID

NemID er et log-in der gør det nemt at færdes sikkert på nettet. NemID er din personlige underskrift på nettet.

Bestil NemID online

Du kan også få en NemID ved personlig henvendelse i Morsø Kommunes Borgerservice.

Nem at bruge

Når du har fået NemID, kan du bruge det på alle computere med forbindelse til internettet. Det eneste du skal huske er tre ting: Dit bruger-id, din adgangskode og dit nøglekort. Bruger-id og adgangskode er noget du selv vælger og skal lære udenad, og nøglekortet er et lille papkort på størrelse med et kreditkort, som du skal passe godt på.

Fælles log-in

Du bruger NemID på samme måde på alle hjemmesider med NemID-log-in. Uanset om du skal ind på din skattemappe, din e-Boks eller din netbank – eller noget helt andet – så vil måden du logger ind på være fuldstændig den samme.

NemID til det offentlige

Hvis du har netbank, så får du eller har fået din NemID via din netbank. Når du bruger din NemID til netbanken første gang, vil du blive spurgt om dit NemID skal bruges til det offentlige. Hvis du har sagt "nej" skal du følge nedenstående vejledning for at bruge dit NemID til det offentlige.

For at få adgang til det offentlige skal du bestille et OCES-certifikat til dit NemID. Bemærk at du ikke modtager noget med posten, men at du blot bestiller et certifikat i NemIDs system.

For at bestille et OCES-certifikat skal du gøre følgende:

  1. Gå ind på www.nemid.nu
  2. Tryk på ”Bestil NemID til private”
  3. Tryk på ”Bestil med kørekort eller pas”
  4. Indtast dit CPR-nummer
  5. Indtast dit kørekort- eller pasnummer
  6. Sæt flueben i ”Jeg accepterer Regler for NemID”
  7. Tryk på "Næste"
  8. Sæt punkt i: "Ja tak, jeg vil bruge dette NemID til offentlig digital signatur"
  9. Bekræft bestillingen.

Næste gang du logger på en offentlig myndighed, vil dit certifikat blive oprettet. Dette vil give dit NemID adgang til samtlige offentlige myndigheder.