Tag- og overfladevand
Overfladevand er typisk regnvand fra f.eks. tage, pladser, grønne områder og veje.
Overfladevand er som udgangspunkt ikke så forurenet som almindeligt husspildevand, men du skal alligevel være opmærksom på, hvordan du skiller dig af med det. Hvis du ikke bor i et område, hvor der ligger en offentlig regnvandsledning, som du kan tilslutte dit tag- og overfladevand, kan du vælge at nedsive vandet via faskine eller lede vandet til recipient (vandløb, søer eller havet).
Nedsivning af regnvand i faskine
Du skal før, du går igang med at etablere en faskine til nedsivning af overfladevand anmelde dette på et skema til kommunen. Du kan se et link til skemaet i boksen til højre på siden. Hvis kommunen ikke har reageret inden 14 dage fra modtagelsen af anmeldelsen, kan arbejdet igangsættes.
Hvad er en faskine?
En faskine er i princippet et hulrum i jorden, hvor tagvandet siver ud gennem faskinens bund og sider. Faskinen fyldes med sten, singelse eller lignende. Der kan også anvendes særlige faskine-kasetter af plast, hvorfra regnvandet kan sive ud og ned i jorden.
Hvor stor skal den være?
Faskinens volumen skal være stort nok til at opmagasinere vandmængden, hvis tilstrømningen periodevis er større end udsivningen.
Afstandskrav
Faskiner til afledning af regnvand fra tagarealer anbringes på ejendommens egen grund mindst 25 m fra drikkevandsbrønde, drikkevandsboringer, vandløb, søer og havet.
De vejledende afstandskrav til beboede bygninger er mindst 5 m. Ved bygninger uden beboelse og uden kælder kan afstandskravet nedsættes til 2 m. De vejledende afstandskrav til skel er 2 m.
Hvis en ejendom med kælder har problemer med fugt på kældervæggene, kan nedsivning af regnvand i nærheden af huset forværre problemerne - også selv om afstandskravene er overholdt. Overvej derfor at placere faskinen længere væk fra huset end afstandskravet forlanger.
Jordbunds- og grundvandsforhold
En faskine kan laves de fleste steder. Visse steder er jordbunden dog uegnet til nedsivning. Dette undersøges ved at teste jordens infiltrationsevne (synkeevne). Infiltrationsevnen bestemmes ved at udføre en infiltrationstest.
Størrelsen af faskinen kan udregnes efter bestemmelse af jordens infiltrationsevne.
Sand og grus er meget velegnet til nedsivning. Morænejord med ler kræver større faskiner, mens meget tæt lerjord kan være problematisk at etablere faskiner i. Hvis faskinen placeres i tæt jord/leret jord bør faskinen anbringes et sted, hvor det ikke gør noget, at der bliver sumpet i våde perioder f.eks. i staudebedet.
Grundvandsstanden kan undersøges ved at lave en prøvegravning. Støder man under en prøvegravning på grundvand, skal faskinen enten flyttes til et mere egnet sted, eller faskinen kan gøres bredere eller længere og mindre dyb.
Spørg f.eks. din nabo, om de har faskine, om den virker og hvor den ligger.
Etablering af faskine
Som grundejer må man selv udføre arbejdet med faskiner og tilhørende ledninger. Dog må I aldrig selv foretage til- og frakoblingen til det eksisterende kloaksystem - dette arbejde er forbeholdt en autoriseret kloakmester.
Det er grundejeren, der har det fulde ansvar for, at anlægget udføres efter gældende regler. Grundejeren har ligeledes ansvaret for vedligeholdelse af faskinen.
Udledning af regnvand til recipient
Inden du påbegynder udledning af tag- og overfladevand, til vandløb, sø eller kystvand, skal du først ansøge om tilladelse til udledningen.
Ansøgningen skal indeholde oplysninger om:
- Mængden af vand
- Mængderne og koncentrationerne af stoffer i vandet
- Økotoksikologiske data eller kvalitetskriterier for de udledte stoffer
- Varigheden af udledningen (start- og evt. slut-dato)
- Hvor udledningen finder sted og til hvilken recipient
- Kloaktegning
Natur og Miljøafdelingen vil så afgøre sagen ud fra din ansøgning samt det foreliggende lov- og plangrundlag.