Badevand
Morsø Kommune omkranses af ca. 160 km. kystlinie med mange gode badestrande.
Ved 15 af de mest besøgte strande overvåger Kommunen hvert år badevandskvaliteten ved udtagning og analyser af vandprøver. Analysekontrollen sikrer, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at bade i vandet, og at vandet vurderes i forhold til de fastsatte kvalitetskrav både fra EU og Danmarks side. Prøverne udtages i perioden 1. maj til 1. september og der udtages 5-20 prøver på hvert målested.
Placeringen af de 15 strande er indtegnet på kort.
Hvorfor undersøge badevandet?
Badevandet analyseres fordi du skal kunne føle dig mere tryk når du går i vandet og opstår der en akut sundhedsmæssig risiko, udsteder vi i samråd med embedslægen øjeblikkeligt badeforbud. Det sker gennem dagspressen og med skilte på stranden.
Typiske årsager til dårligt badevand er:
- Udledning fra renseanlæg
- Udledning af spildevand fra ejendomme uden offentlig kloakering til sø, å eller hav (det hele ender i havet)
- Afstrømning af f.eks. husdyrgødning fra landejendomme
- Overløb fra overløbsbygværker under regn
Kommunen forsøger hele tiden at minimere risikoen fra disse kilder.
Du skal dog være opmærksom på, at Kommunen fraråder dig at bade lige efter et kraftigt regnskyl, da der altid her er den største risiko for forurening af badevandet.
Hvad analyseres vandet for?
Ved hver prøvetagning registreres pH, temperatur, vind-, vejr- og strømforhold. Prøverne analyseres for indhold af E. coli og enterokokker. Bakterierne forekommer i tarmfloraen hos mennesker og dyr og er ikke farlige i sig selv. Men er de til stede i større mængder indikerer de, at vandet kan være forurenet med spildevand, og der kan være risiko for sygdomsfremkaldende organismer i vandet.
Badevandet kan klassificeres under 4 forskellige betegnelser:
- "Udmærket kvalitet"
- "God kvalitet"
- "Tilfredsstillende kvalitet"
- "Ringe kvalitet"
Badevandet får betegnelsen "Udmærket kvalitet" når der er højst 100 enterokokker/100ml, bedømt efter statistiske regler og højst 250 E. coli/100ml, bedømt efter statistiske regler.
Badevandet får betegnelsen "God kvalitet" når der er højst 200 enterokokker/100ml, bedømt efter statistiske regler og højst 500 E. coli/100ml, bedømt efter statistiske regler.
Badevandet får betegnelsen "Tilfredsstillende kvalitet" når der er højst 185 enterokokker/100ml, bedømt efter statistiske regler og højst 500 E. coli/100ml, bedømt efter statistiske regler.
Badevandet får betegnelsen "Ringe kvalitet" når der er over 185 enterokokker/100ml, bedømt efter statistiske regler og over 500 E. coli/100ml, bedømt efter statistiske regler.
Blå Flag
Kommunen har 2 Blå Flag strande, hvor der gøres en ekstra stor indsats overfor miljøet. Dette er Østerstrand ved Nykøbing, som har haft Blå Flag i en årrække og Sundby Strand (Vildsund Øst), som fik Blå Flag i 2010. Som badestrand er de absolut nogle af de bedste i Kommunen med dejlig sandstrand og lav dybde.
Blå Flag kræver at:
- stranden er ren og jævnligt tilses
- der er rent badevand og oplysning om den aktuelle vandkvalitet
- kommunen tager det Blå Flag ned ved akut opstået forurening
- der er rene toiletfaciliteter og velholdte bygninger samt affaldsordning
- der er handikapfaciliteter
- der er livredningsudstyr, førstehjælpskasse og (nød)telefon i nærheden
- der er informationsmateriale om beskyttede og sårbare naturområder, og at kommunen tilbyder miljø- og naturaktiviteter