Bofællesskabet Smallegade
Bofællesskabet Smallegade er et botilbud til voksne med varig psykisk funktionsnedsættelse. Her bor voksne mennesker med udtalte egenressourcer. Beboerne er fysisk selvhjulpne og kan med støtte og vejledning klare praktiske og sociale funktioner og har høj grad af indflydelse og beslutning på egen hverdag.
Bofællesskabet er organisatorisk placeret under bostedet Enggaarden og har samme ledelse. Der er personaledækning hver dag i tidsrummet 07.00-22.00. Der er ikke tilknyttet nattevagt.
Bofællesskabet er beliggende midt i Nykøbing by og består af 5 boliger og et fælleshus. Lejlighederne er på 68 m2. Hver lejlighed består af stue, køkken, soveværelse, badeværelse og lille gang. Der er adgang til terrasse, have og fælles udearealer fra hver lejlighed. Fælleshuset er base for beboere og personale. Bofællesskabet ligger centralt og der er gåafstand til dagtilbud, indkøb og fritidsaktiviteter.
Beboerne får støtte til at gøre rent i egen lejlighed, til tøjvask og til at administrere økonomi. Målet er udvikling og opøvelse af færdigheder til større selvstændighed. Beboerne tilbereder fælles måltider og deltager på skift i indkøb og madlavning.
Beboerne har hjemmedag 2-4 gange om måneden. Personalet hjælper til med at planlægge praktiske opgaver og deltager ved lægetjek, tandlægebesøg etc. i det omfang der er behov for.
Personalet sætter trivsel i højsædet. Nøgleordene er gode oplevelser, succeser og mestring, samvær og sjov. Der lægges vægt på, at den enkelte beboer har mulighed for megen indflydelse. Beboerne er med til at træffe beslutninger, der vedrører daglige aktiviteter og gøremål samt arrangementer.
Beboerne benytter dagtilbud i Morsø Kommune. Der er god mulighed for at benytte dagtilbud i lokalområdet og den enkelte beboer har mulighed for at gøre brug af ledsagerordning.
Der udarbejdes handleplaner én gang årligt i samarbejde med beboeren, dagtilbud og pårørende. Handleplanen indeholder mål for den enkelte beboer; formål med indsats og hvad indsatsen består i.