Brugerbetaling
I henhold til reglerne i "Bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse og lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, nr. 463 af 21. maj 2007" er der brugerbetaling for Morsø Kommunes aktiviteter vedrørende tilsyn eller godkendelse af et husdyrbrug.
Det betyder, at du skal betale for den tid, kommunen anvender på at forberede, gennemføre og efterbehandle et tilsyn, samt 80% af den tid vi bruger på at udarbejde en miljøgodkendelse efter §§ 11, 12 og 16 i lov om miljøgodkendelse.
Du skal betale for den tid, der bliver brugt på og udenfor husdyrbruget. Du betaler dog ikke for den tid, vi bruger på kørsel. Generel planlægning af tilsynsarbejde, generel vidensopbygning, efteruddannelse o.lign. medregnes heller ikke.
Morsø Kommune opkræver brugerbetalingen hvert år i november.
Taksten reguleres årligt og kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside.
I 2011 er timetaksten 288,58 kr.
I 2010 var timetaksten 286,28 kr.