Nævninge og domsmænd

17. marts 2011

Morsø Kommunes grundlisteudvalg har udvalgt lægdommere for perioden 1. januar 2012 til 31. december 2015.

Nævninge og domsmænd betegnes under et for lægdommere og er med til at dømme i nogle straffesager sammen med en eller flere juridisk uddannede dommere. Hvervet som lægdommer er et såkaldt borgerligt ombud og de udtagne personer har derfor som udgangspunkt pligt til at virke som lægdommere.

Nævninge og domsmænd udtages af landsrettens præsident ved lodtrækning blandt de personer, som står på grundlisterne. Det er kommunernes grundlisteudvalg, som udarbejder grundlisterne og indsender dem til landsretten.

Til grundlisterne udvælges et antal personer, der anses for egnede til at virke som nævninge eller domsmænd i en retssag. Grundlisten skal indeholde et bredt sammensat udsnit af kommunens befolkning fordelt på f.eks. køn, alder, etnisk oprindelse, uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelsesmæssig status.

Omkring halvdelen af personerne på grundlisterne ender med at blive lægdommere. De personer der bliver udtaget til at være lægdommere, får direkte besked af landsrettens præsident, herunder også om de muligheder der er for at blive fritaget fra hvervet som lægdommer.

Tilbage til nyhedsoversigten