Opnåelse af certifikat for sagsbehandling på natur- og miljøområdet
11. november 2009
Gennem det sidste års tid har vi i Natur og Miljø i Morsø Kommune arbejdet på at opbygge og udbygge vores kvalitetssikringssystem på natur og miljøområdet.
Onsdag den 4. november 2009 blev systemet og vores brug af det auditeret af Dansk Standard Certificering a/s med henblik på at opnå en officiel certificering. Auditeringen blev gennemført med flot resultat, og Morsø Kommune er derfor nu certificeret på natur- og miljøområdet.
Kvalitetsstyringssystemet skal sikre, at
- borgere og virksomheder oplever, at kommunens opgavevaretagelse på natur- og miljøområdet gennemføres og dokumenteres på en måde, som er kendetegnet ved høj målopfyldelse, faglig kvalitet, effektivitet og ensartethed,
- lovgivningens krav og almindelig god forvaltningsskik følges,
- kvalitetsstyringssystemet som led i den øvrige planlægning og udvikling regelmæssigt evalueres og tilpasses med henblik på at sikre systemets fortsatte effektivitet og egnethed til at nå den fastsatte kvalitetspolitik og kvalitetsmålene.
Kvalitetsstyringssystemet beskriver foruden kommunens kvalitetspolitik og -mål på natur- og miljøområdet de procedurer, som er nødvendige for at dokumentere, at kommunen opfylder kravene i lov om et kvalitetsstyringssystem for den kommunale sagsbehandling på natur- og miljøområdet.
Du kan desuden læse mere om kvalitetsstyringssystemet under Natur- og miljøsiderne.
Tilbage til nyhedsoversigten