Profilering Mors inviterer til konferencen: Mors - et stærkt image på den store scene

1. november 2010

Det er helt afgørende for udviklingen af Mors, at vi arbejder på at få et rigtig stærkt og godt image, - og det er en opgave, der kræver mange aktører og en målrettet indsats.

Profilering Mors inviterer derfor til konferencen: Mors – et stærkt image på den store scene. Konferencen holdes mandag 8. november 2010 kl. 9-15.

Vi har inviteret tre spændende oplægsholdere:
Henrik Byager er kendt fra TV2 programmet den 6. sans og er kommunikations- og livsstilsekspert.
Frank Panduro er kendt som manden, der med appel til og opbakning fra erhvervslivet fik vendt Horsens’ image fra fængselsby til kulturby.
Peter Finnerup, Oticon og bestyrelsesmedlem DI Thy-Mors er det lokale islæt, med kendskab til lokalområdets specifikke udfordringer og erfaring med vellykket fastholdelse af Oticons image.

Efter en spændende formiddag med oplæg, er der om eftermiddagen café-drøftelser med deltagernes bud på, hvordan vi effektivt profilerer Mors. Dagen slutter med en paneldebat, hvor Borgmester Lauge Larsen deltager sammen med de tre oplægsholdere.

Undervejs er der frokost, hvor vi viser og smager, hvad Mors har at byde på. Forplejning er sponsoreret af lokale leverandører (nærmere information følger)

Formanden for Profilering Mors, Tore Müller, opfordrer interesserede til at tilmelde sig: ”Konferencen er et vigtigt skridt på vejen mod styrket profilering. Målet er at sætte retning for at arbejde med et gennemslagsdygtigt image for Mors. Vi ved selv, hvor meget Mors har at byde på – spørgsmålet er, hvordan vi udbreder budskabet.”

Tilmelding kan ske senest 3. november 2010 kl. 12 - til Pia Benjaminsen, pib@morsoe.dk, 99707031
Se programmet for konferencen her.


Profilering Mors er et privat-offentligt forum, der samarbejder om Profileringen af Mors. Som følge af ny sammensætning efter kommunalvalget, er der udarbejdet nyt kommissorium. Profilering Mors fortsætter samarbejdet med det eksterne ambassadørkorps, men har brug for morsingboernes bidrag og input til, hvordan vi bedst profilerer øen.


Tilbage til nyhedsoversigten