Lokalplaner
Hvad er en lokalplan?
En lokalplan er en plan for et afgrænset geografisk område. Inden for dette område fastsætter lokalplanen regler for anvendelse, udstykning, bebyggelse, veje og stier samt friarealer og andre ubebyggede arealer.
En lokalplan er juridisk bindende for de berørte grundejere. Det betyder at du skal overholde bestemmelserne, hvis du vil bygge, have udstykket din grund eller ændre anvendelsen, f.eks fra bolig til erhverv. Eksisterende lovlig bebyggelse eller anvendelse kan således fortsætte som hidtil. Lokalplanen pålægger ikke grundejerne en handlepligt, det er først når du alligevel vil foretage en ændring i din ejendom. Virkeliggørelsen af en lokalplan afhænger derfor af, om ejeren vil ændre anvendelse, opføre et byggeri eller udstykke sin grund.
Hvornår udarbejdes en lokalplan?
Der skal laves ny lokalplan, før der foretages større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder, eller når det er nødvendigt at sikre kommuneplanen kan virkeliggøres. Alle grundejere kan i princippet få udarbejdet en lokalplan. Det kræver bl.a., at der er overensstemmelse mellem byggeønsker og den overordnede planlægning i kommuneplanen samt at kommunalbestyrelsen mener, at projektet skal nyde fremme. Du kan læse mere om kommuneplanen.
En lokalplan består af:
- Redegørelsen beskriver baggrunden og formålet med lokalplanen, og der fortælles om lokalplanens indhold. Herudover indeholder den bl.a. også for en redegørelse for de miljømæssige forhold, hvordan lokalplanen forholder sig til anden planlægning, og om lokalplanen kræver tilladelser eller dispensationer fra andre myndigheder for at blive gennemført.
- Planbestemmelserne er bindende bestemmelser for områdets fremtidige anvendelse, udseende og placering.
- Kortbilag er relevante kort, der understøtter bestemmelserne.
Rettigheder og pligter
Når et lokalplanforslag er udarbejdet, skal Morsø Kommune offentliggøre forslaget. Offentliggørelsen sker ved annoncering i Morsø Folkeblad og her på hjemmesiden, og indeholder oplysninger om fristen for indgivelse af indsigelser og ændringsforslag samt oplysninger om, hvor lokalplanforslaget er fremlagt til gennemsyn. Fristen for indsigelser er minimum 8 uger, men kan være længere alt afhængig af lokalplanens indhold.
Klagevejledning
Efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, kan der kun klages til Natur- og miljøklagenævnet over retlige spørgsmål. Det vil sige, at du kan klage over spørgsmål om planens lovlighed, herunder dens lovlige tilvejebringelse. Du kan derimod ikke klage over planens hensigtsmæssighed. Klage sendes til Natur- og miljøklagenævnet, Rentemestervej 8, 2400 København NV, eller pr. e-mail: nmkn@nkn.dk.
Klagen skal være modtaget af Natur- og miljøklagenævnet inden 4 uger efter Kommunalbestyrelsen vedtager og offentliggør lokalplanen. Hvis du vil indbringe spørgsmål om planens lovlighed for domstolene, skal det ske inden 6 måneder fra datoen for offentliggørelse af den vedtagne lokalplan.