Varmepumpe

Vær opmærksom på støjgener fra varmepumper

Støj fra varmepumper

En varmepumpe sparer energi. Men luft/luft- og luft/vand-varmepumper har en ventilator/kompressor udendørs, som kan støje. Hvis du går med overvejelser om at få installeret en varmepumpe på din ejendom har Energistyrelsen udviklet en simpel vejledende støjberegner som kan hjælpe dig til at placere varmepumpen, således du undgår støjproblemer.

Støjberegneren kan vise, om Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser overholdes, både i skel til nabo og andre steder på grunden. Beregningen er dog kun vejledende. Det er dit ansvar som ejer af en varmepumpe at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser overholdes.

 

Overvej placeringen grundigt og vis hensyn til naboen

Det er Bygningsreglementet, der stiller krav til de støjforhold, der må være hos brugeren af varmepumpens bolig, dvs. hos dig. Bygningsreglement stiller for den udendørs støj samme krav til støjen ved egne vinduer og udendørs opholdsarealer, som Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for støjen ved naboerne.

I henhold til Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser, må støjbidraget fra en varmepumpe bidrage med maksimalt 35 dB i skel til nabo om natten (alle dage fra kl. 22 til 07).

Hvis Kommunen bliver inddraget i sager med generende støj fra fyringsanlæg og andre ikke-erhvervsmæssige energiproducerende anlæg som f.eks. klimaanlæg og varmepumper, kan Kommunen meddele påbud til ejeren af anlægget om at begrænse støjen.

Kommunens afgørelser kan ikke påklages til andre myndigheder.