Erhvervsvilkår forbedret i Morsø Kommune

Morsø Kommune er steget 36 pladser i Dansk Byggeris undersøgelse af erhvervsklimaet for 2017. Placeringen som nummer 35 er både en anerkendelse af samarbejdet med erhvervslivet og ansporer til fortsat fokus på området.

- Fremgangen skyldes en stor tværfaglig indsats fra dels Teknik og Miljø, Børn og Kultur til Social, Sundhed og Beskæftigelse i vores satsning på erhvervsområdet. Det er udtryk for, at vi er på er rette spor, og at vi forsat skal styrke det tværfaglige samarbejde, fortæller Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune.

I undersøgelsen er der især fire parameter, hvor Morsø Kommune placerer sig højt. Det er i forhold til antal erhvervsuddannede, erhvervspraktik, partnerskabsaftaler og andelen af langtidsledige. 

I 2025 vil der på landsplan mangle 15.500 faglærte inden for bygge- og anlægsbranchen, hvis udviklingen fortsætter. Det har derfor et øget fokus på i Morsø Kommune, hvor nu mere end 3,5 procent er faglærte mellem 15-69 år. På landsplan er der 2,6 procent faglærte inden for bygge- og anlægsbranchen.

- Vores øgede fokus på at uddanne flere faglærte gør, at vores lokale virksomheder bedre kan få den nødvendige arbejdskraft, som kræves for fortsat at skabe vækst, fortæller Hans Ejner Bertelsen.

I den forbindelse er der tæt samarbejde med skoler og virksomheder om at styrke erhvervspraktikker for unge med en række tiltag. Det udspringer også af en målsætning i Danmark om, at 30 % skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter folkeskolen i 2025.

Få langtidsledige på Mors
Et andet område, som er lykkedes i Morsø Kommune er evnen til at få flere ud af langtidsledighed. I 2016 var under 0,4 % langtidsledige på Mors, mens gennemsnittet på landsplan er 0,68 %  

- Jeg vil gerne rose imødekommenheden hos erhvervslivet og vores eget jobcenter for deres ihærdighed med at skabe nye muligheder for de jobsøgende. Det er vigtigt, at vi fortsat har fokus på at hjælpe folk hurtigt videre, da vi ved, at jo længere tid man går ledig, jo sværere er det at få fodfæste på arbejdsmarkedet, fortæller Hans Ejner Bertelsen.

I samme forbindelse er der indgået en del partnerskabsaftaler med virksomheder, hvor uddannelse og beskæftigelse er i centrum.  Aftalerne er frivillige og parterne forpligter sig blandt at andet på at skabe lærepladser og der gøres en ekstra indsats for at motivere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. 

- Selv om det er en god udvikling, så fortsætter Morsø Kommune indsatsen med at forbedre vilkårene og servicen i samarbejde med erhvervslivet på Mors, fortæller Hans Ejner Bertelsen.

For yderligere information, kontakt venligst:

  • Hans Ejner Bertelsen, borgmester Morsø Kommune, heb@morsoe.dk eller tlf. 2479 2285

(Udsendt pressemeddelelse)