Kulturkaravane med masser af gratis events

KulturkaravaneNORD kommer til Mors med en bred vifte af gratis kultur-events til både store og små. Temaet er ”Hverdagsglimt”, og det hele foregår i uge 40.

Kulturkaravanen drager gennem Nordjylland og krydser kommunegrænserne med kulturtilbud, som går på tværs af de kunstneriske genrer – og giver dig mulighed for at opleve en række kulturtilbud her på Mors, som man normalt skal rejse langt efter. Du kan se arrangementerne her.

Samtalekraft – brug din handlekraft i hverdagen

De fleste af os lever et liv med parcelhus, have, fast job og masser af rutiner. Hvad sker der, når vi vender op og ned på dagligdagen, hvad koster det og hvilke konsekvenser har det på godt og ondt? Publikumssamtalen ledes af journalister fra TV2 Nord og TV2 News. Velkomst ved Ilse Klink Jakobsen, leder af Morsø Folkebibliotek, og Tore Müller, formand for Børne- og Kulturudvalget i Morsø Kommune. Biblioteket byder på kaffe og kage.

Torsdag den 4. oktober kl. 19:30-21:30
Kulturkøbmanden, Staghøjmøllevej 23, Sillerslev, 7990 Øster Assels

Tilmelding på mail kultur@morsoe.dk senest den 18. september 2018 efter først til mølle-princippet.
Arrangementet er gratis.
Arrangør: KulturkaravaneNORD, Morsø Folkebibliotek og Morsø Kommune.

Brevskrivningskoncert

Måske kender du det? Der er én derude, som vi gerne vil sige noget til eller sende et brev – vi får det bare ikke gjort. Vi har for travlt, vi nøjes med en sms, vi må gøre det næste weekend. Nu får du muligheden for at bruge en rolig time på at skrive et brev til én, du vil sige noget til. Brevet er personligt - ingen læser med. Bagefter sætter vi frimærke på brevet og sender det afsted. Der vil være musikalsk underholdning og forfriskninger.
Arrangør: KulturkaravaneNORD, Morsø Folkebibliotek og Morsø Kommune.

Lørdag den 6. oktober kl. 15:00-16:00
Ullerup Hovedgaard, Ullerupmark 21, Ullerup, 7900 Nykøbing Mors

Tilmelding på mail kultur@morsoe.dk senest den 18. september 2018 efter først til mølle-princippet.
Arrangementet er gratis.
Arrangør: KulturkaravaneNORD, Morsø Folkebibliotek og Morsø Kommune.

Lyrikbingo

Digte, der omformes til bingoplader… Den er god nok. Lyrikbingo med vores elskede digte fra bl.a. Benny Andersen og Dan Turèll. Kom og vær med til en sjov eftermiddag, der dykker ned i digtene med en twist. Vi sørger for underholdning undervejs og fine præmier til vinderne fra nordjyske kulturhuse og attraktioner. Singer-songwriter Rikke Noer spiller egne sange og fortæller hverdagshistorierne bag sangene. Morsø Folkebibliotek byder på kaffe og kage.

Fredag den 5. oktober kl. 15:00-17:00
Morsø Folkebibliotek, Holgersgade 7, 7900 Nykøbing Mors – Støberisalen

Tilmelding på mail kultur@morsoe.dk senest den 18. september 2018 efter først til mølle-princippet.
Arrangementet er gratis.
Arrangør: KulturkaravaneNORD, Morsø Folkebibliotek og Morsø Kommune.

Naturen under lup

Har du en særlig interesse for foto og naturen? Fotokunstgruppen PixlArt tager i samarbejde med Jørgen Frank Rasmussen, naturvejleder i Morsø Kommune, interesserede i alle aldre med på en opdagelsesrejse ud i naturen. Udstyret med PixlArts kameraer skal der zoomes ind på naturens mikromiljøer, som naturvejlederen vil sætte ord på. Billederne bliver efterfølgende behandlet på fotoværkstedet i PixlArts bus. Alle deltagere får deres billeder med hjem i form af ét print. Med Naturen under lup sætter vi livet og naturen i vores kommune under lup.

Lørdag den 6. oktober kl. 10:00-14:00
Mødested: Landbrugsmuseet Skarregaard, Feggesundvej 53, 7900 Nykøbing Mors

Tilmelding på mail kultur@morsoe.dk senest den 18. september 2018 efter først til mølle-princippet.
Arrangementet er gratis.
Arrangør: KulturkaravaneNORD, PixlArt og Morsø Kommune.

Den Nordjyske Sang – koncert

Kom og hør Den Nordjyske Sang med vers fra de nordjyske kommuner – og vores helt egne vers om Mors skrevet af musiker fra Det Jyske Musikkonservatorium og lokale korsangere.

Torsdag den 4. oktober kl. 19:30-20:00
Nykøbing Kirke, Kirketorvet 3, 7900 Nykøbing Mors

Arrangementet er gratis.
Arrangør: KulturkaravaneNORD, Det Jyske Musikkonservatorium og Morsø Kommune.

Blackout Poetry – skriveværksted

Elever fra Brønderslev Forfatterskole inviterer dig til at være med til en sjov oplevelse, hvor du bagefter kan kalde dig selv hverdagspoet.
Workshoppen er for alle, og det kræver ikke mere, end at du har lyst til at lege med. Først vil du lære om Blackout Poetry og høre eleverne fra Brønderslev Forfatterskole fortælle om deres lyst til at skrive, og hvordan de får inspiration fra hverdagen til at skrive og læse op af egne tekster. Udfordringen er, at teksterne skal opstå af gamle bøger.Det er ofte rigtig sjovt, men også en forunderlig opdagelse af, hvor meget vores hjerner kan - når bare vi giver dem lov – sammen med en tusch og en gammel bog.
Hver deltager kan bagefter vælge et eller flere af sine værker, som vil blive udstillet som en del af Kulturkaravanen.

Torsdag den 4. oktober kl. 16:00-17:30.
Ungdomsskolen Mors Spurvevej 2, 7900 Nykøbing Mors

Tilmelding på mail kultur@morsoe.dk senest den 18. september 2018 efter først til mølle-princippet.
Arrangementet er gratis.
Arrangør: KulturkaravaneNORD, Brønderslev Forfatterskole og Morsø Kommune.

Se mere om Kulturkaravanen

Se alle events og læs mere om KulturkaravaneNORD på www.kulturkaravane.dk , facebook.com/KulturkaravaneNORD eller på Instagram #kulturkaravanenord