Flagdagen 5. september er også hjemmefrontens dag

Danmarks hylder udsendte veteraner på Flagdagen torsdag den 5. september. Mange af dem peger på, at baglandet har en stor andel i denne hyldest for deres indsats derhjemme.

- Jeg plejer at sige, at når jeg er udsendt på en mission, lever jeg efter at passe mit arbejde, spise og sove. Alt det derhjemme tager mit bagland sig af. De har alt bøvlet derhjemme og får tingene t il at fungere. Det er jeg utroligt taknemmelig for, fortæller veteranen Jakob Aagaard Poulsen.

Han er en af dem, der jævnligt kommer i Veterancafé Mors, for at få sig en snak og en kop kaffe med andre tidligere udsendte soldater og deres pårørende. I veterancaféen er de meget glade for, at Danmark anerkender deres indsats 5. september hvert år på Flagdagen.

Morsø Kommune er med til at bakke op om dagen med en række aktiviteter, som man kan læse mere om på kommunens hjemmeside. Alle er hjerteligt velkomne til at deltage og dermed ære og takke vores lokale borgere, som har været udsendt på vegne af Danmark.

Indsatsen på hjemmefronten
5. september er for mange veteraner en dag, hvor der også sendes en ekstra kærlig tanke til kæresten, ægtefællen eller andre nære pårørende. Deres indsats på hjemmefronten er ofte uvurderligt for, at de udsendte kan fokusere på deres indsats i udlandet. - Mine kone skal have stor ros for hendes fantastiske indsats med at tage sig af vores børn, mens jeg har været udsendt på mission. Jeg sætter stor pris på, at vi veteraner bliver hyldet på flagdagen, men min kone fortjener en mindst lige så stor hyldest. Uden hende kunne jeg ikke tage ud og repræsentere Danmark, fortæller Jakob Aagaard Poulsen.

Familien tog med

Han fik muligheden for at tage hustruen og børnene på 4 og 7 år med på en mission til Pakistan i 10 måneder på det, der kaldes for en familiemission – en mission der ikke foregik direkte i en kampzone, og som handlede om at bevare freden i et område.- Min familie fik en anden forståelse for, hvad det vil sige at være udsendt gennem denne tur. Min kone tog det noget mere roligt, når jeg efterfølgende var udsendt. Hun fik et indblik i, at der kan være stor forskel på en nyhed i medierne, og så på hvad det betyder i virkeligheden for os udsendte. En eksplosion kan foregå langt væk fra, hvor vi befinder os, lyder det fra Jakob Aagaard Poulsen.

Han og de andre veteraner i caféen på Mors håber, at rigtig mange lokale har lyst til at bakker op om Flagdagen og ære både dem ved krigsfronten og dem på hjemmefronten.

Program for 5. september:

  • Kl. 07.45 Vi mødes ved flagstangen ved administrationsbygningen, Jernbanevej 1, Nykøbing Mors
  • Kl. 08.00 Dannebrog hejses under musikledsagelse af Hjemmeværns- orkestret og soldaterforeningerne stiller med faner.
    • Derefter borgmester Hans Ejner Bertelsens tale og fælles procession med musikledsagelse til Nykøbing Kirke.
  • Kl. 08.15 Gudstjeneste ved sognepræst Lars Højlund
  • Kl. 08.45 Fælles procession med musikledsagelse fra Nykøbing Kirke til Det gl. Rådhus, Rådhustorvet, Nykøbing M
  • Kl. 09.00 Traktement for veteraner med pårørende, soldaterforeninger, kommunalbestyrelse, direktion og veterankoordinator på Det gl. Rådhus o Tale af repræsentant for Veterancafeen
    • Tale af repræsentant for Danmarks Veteraner
    • Kl. 10.20 Marinestuen på Havnen, Nykøbing Mors, hvor Morsø Marineforening vil byde på en forfriskning.