Ny centerchef for skole- og dagtilbud

Skolelederen for M.C. Holms Skole, Michael Dahlgaard, bliver Morsø Kommunes nye centerchef for skole- og dagtilbud efter Vibeke Skou Hansen.

I et stærkt ansøgerfelt blev Michael Dahlgaard (48) valgt til at overtage roret som centerchef for skole- og dagtilbud i Morsø Kommune. Han tiltræder stillingen 1. december 2019.

Ansættelsesudvalget begrunder blandt andet valget med følgende.
- Vi er sikre på, at Michael Dahlgaard er den rigtige til at stå i spidsen for skole- og dagtilbud. Han er dygtig, har gode menneskelige egenskaber og er enormt stærk til det tværfaglige, og han kender Morsø Kommune særdeles indgående. Vi ser frem til at få ham med på holdet og forsætte udviklingen til gavn for børn og unge på Mors, siger Torben Gregersen, direktør for Børn og Kultur i Morsø Kommune.


Gode rammer for børn og unge
Michael Dahlgaard kommer fra en stilling som skoleleder på M. C. Holms Skole i Nykøbing, hvor han har været utroligt glad for at være leder.
- Jeg kommer virkeligt til at savne børn, medarbejdere og forældre, men jeg var nødt til at slå til og søge, da denne fantastiske mulighed opstod. Jeg brænder for at være med til skabe rammerne for et godt børne- og ungdomsliv på Mors, og det her er et drømmejob for mig. Jeg er en holdspiller, som bakker fuldt op om kommunens motto ’sammen er vi bedst, siger Michael Dahlgaard og forsætter:
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med at skulle lede og samskabe en ny samarbejdsform, der bidrager til en endnu højere kvalitet i opgaveløsningen. Den politisk styrede organisation er på ingen måder en ukendt udebane for mig. Jeg har selvsagt et godt kendskab til den samlede organisation i Morsø Kommune, som jeg glæder mig til at få en ny rolle i, lyder det fra den nye centerchef.


Lokal leder og politiker
Michael Dahlgaard kender Morsø Kommune rigtig godt både fra den politiske og administrative del af bordet. Det ser både han selv og ansættelsesudvalget som en fordel. I 2015 indstillede han den lokalpolitiske karriere for at få mere tid til sin civile karriere.
Han har erfaring med ledelse fra flere steder. Blandt andet som Afdelingsleder ved 10’eren – Dueholmskolen, Afdelingsleder for Mellemtrinnet – Dueholmskolen og senest som skoleleder for M.C. Holms Skole.
Han har også arbejdet tæt sammen med den afgående centerchef, Vibeke Skou Hansen, hvilket har været en lærerig og ubetinget god oplevelse for ham. Det har givet ham en indsigt i og en forståelse af opgavens kompleksitet og det betydelige mulighedsrum, der er tilstede.

Fællesskabet er vigtigt
Privat bor han i Nykøbing med sin hustru og to børn. Han holder meget af Mors, og udnytter enhver given anledning til at bidrage til og deltage i fællesskabet, som han sætter stor pris på.
Han yder gerne en frivillig indsats og deltager med stor interesse i foreningslivet. Han holder sig i form med løb, svømning, cykling og vægttræning og sætter godt humør og en positiv indgangsvinkel til udfordringer meget højt.