Danmarks Skaldyrshovedstad melder klar til Østers-fest i oktober

Der er lagt op til oplevelser fra øverste hylde, når Danmarks Skaldyrshovedstad Nykøbing Mors, endnu en gang fejrer landets bedste østers fra Limfjorden.

Det sker, når man skyder sæsonen for østersfiskeriet i gang med Østers- & Muslingepremieren i oktober. Samtidigt afvikles Danmarksmesterskaberne i Østersgastronomi, Østersåbning samt Champagnesabling til oktober.

Flere af landets nuværende og tidligere Michelin-kokke samt nuværende og tidligere medlemmer af Kokkelandsholdet, deltager i fejringen på Mors.

Festlighederne starter allerede fredag den 9. oktober med den eksklusive Wine & Dine middag, hvor Anita Klemensen fra højt roste Studenterkilden i Dyrehaven i samarbejde med Jens Peter Skov fra Sallingsund Færgekro, kreerer en helt unik smagsoplevelse udover det sædvanlige – baseret på råvarer fra Limfjorden.

Tre gange DM på Mors

Lørdag den 10. oktober afvikles Østers- & Muslingepremieren, der markerer starten på østers- og muslingesæsonen i Limfjorden.

- der afvikles ikke færre end to Danmarksmesterskaber om lørdagen: DM i Østersåbning, hvor Jesper Knudsen skal forsøge at vinde DM for tiende gang. Sidste år vandt han finalen med nogle få hundrededele af et sekund. Herudover afvikles DM i Champagnesabling, hvor sidste års vinder Charlotte Heiselberg fra Tholstrup i København skal forsvare sin titel. Søndag gælder det DM i Østersgastronomi, hvor Årets Kok 2019 Kristoffer Ringsing skal forsvare sin DM titel i Østersgastronomi, fortæller Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V).

Startfeltet til konkurrencerne inkluderer både nuværende og tidligere medlemme af Kokkelandsholdet samt Michelin-kokke fra nogle af landets bedste restauranter.

Herudover vil en lang række lokale restauranter lørdag, vise deres kunnen indenfor Limfjordsgastronomi og der vil være mulighed for at købe smagsprøver.

Alle kokke og tjenere, der deltager i DM, vil blive offentliggjort i august måned.

Sikkert at deltage på Mors

Afviklingen af Årets Østers- & Muslingepremiere stiller store krav til arrangørerne Morsø Kommune og Kokkeforeningen Danmark på grund af de aktuelle begrænsninger mv. i forhold til forsamlingsfriheden.

- derfor udbydes der i år en række specialpakker med siddepladser og forskellig form for smagsoplevelser, hvor publikum får mulighed for allerede nu at sikre sig plads til de tre Danmarksmesterskaber og øvrige arrangementer, slår Borgmester Hans Ejner Bertelsen fast.

Borgmesteren fortæller, at man allerede nu har sat en række billetter til salg til de specielle oplevelser på www.skaldyrshovedstad.dk hvor programmet også offentliggøres løbende.

(udsendt pressemeddelelse)