Dueholmskolen sender de ældste årgange hjem

For at minimere yderligere smittespredning og få kontrol med smittekæderne sendes alle 7.- 8.- og 9. klasser hjem fra Dueholmskolen fra dags dato.

Baggrunden er et stadigt stigende smittetryk blandt de unge, og at man ser smittekæder, der relaterer sig til mink.

Den seneste tids høje smittetryk på Mors, får nu Morsø Kommunes beredskab i samarbejde med relevante myndigheder til at tage konsekvensen af udviklingen og sende de ældste årgange hjem. Morsø Kommune er blevet gjort opmærksomme på, at en stor del af de nye smittekæder har relation til mink, og at der er sket spredning i private sociale sammenhænge, som har bredt sig til flere årgange.  

- Vi kan desværre konstatere, at smitten også stiger hos de unge, og det tager vi meget alvorligt. Derfor har vi efter samråd med sundhedsmyndighederne besluttet at for at bryde smittekæderne, så bliver vi nødt til at sende alle 7.- 8.- og 9. klasser hjem til hjemmeundervisning og coronatest, fortæller Torben Gregersen, direktør for Børn og Kultur i Morsø Kommune.

Efter samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed er det besluttet, at alle de hjemsendte årgange skal testes på fredag d. 20. november – og ved negativ test kan de vende tilbage til skolen på mandag. Man skal selv bestille tid til sin test fredag inde på www.coronaprover.dk

- Vi gør det ud fra et forsigtighedsprincip, og på anbefaling fra sundhedsmyndighederne, da vi forventer en fortsat stigende smitte det næste stykke tid, og på den måde bedre kan være med til at passe på de unge og vores medarbejdere. Tanken er, at vi, ved at slå hårdt ned nu, hurtigere kan komme tilbage til en forholdsvis normal skoledag, fortæller Torben Gregersen.