Indskoling og SFO på Sydmors Skole og Børnehus lukkes midlertidigt ned

En elev i indskolingen er konstateret smittet med coronavirus på Sydmors Skole og Børnehus. Da børnene er sammen på tværs i SFO’en, er man nødsaget til at sende 0.- 1.-, 2.- og 3. klasse hjem.

Morsø Kommune har været i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed og de anbefaler, at man midlertidigt lukker hele indskolingen og SFO, da smittekæderne naturligt går på tværs af klasserne, når de mødes i SFO’en.

Det drejer sig om 97 elever og 14 medarbejdere, som alle skal lade sig teste to gange, inden de kan vende tilbage igen. Det skal ske på 4. og 6. dagen, hvilket er henholdsvis søndag d. 22. november og tirsdag den 24. november. Man skal selv bestille tid til test inde på www.coronaprover.dk

- Når smitten rammer børn i den alder, og de samtidig går i SFO, så kan smittekæderne hurtigt sprede sig. Vi har derfor i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed valgt at lukke hele indskolingen og SFO’en ned, så vi minimerer smittespredningen. Alle, som kan fremvise to negative test er velkomne igen, når vi forhåbentlig genåbner torsdag d. 26. november, fortæller Torben Gregersen, direktør for Børn og Kultur i Morsø Kommune.