Morsø Kommune udskyder Frivilligfesten 2020

Morsø Kommune har besluttet at udskyde Frivilligfesten 2020, der skulle have været holdt fredag den 20. marts i Sparekassen Thy Arena | Mors.

Beslutningen er taget på baggrund af regeringens og sundhedsmyndighedernes opfordring til at begrænse risikoen for spredning af Coronavirus/COVID-19.


Myndighederne opfordrer arrangører af større arrangementer med færre end 1.000 deltagere til at forholde sig til smitterisikoen ved arrangementerne. Frivilligfesten 2020 er i denne kategori med 625 gæster. Dertil kommer optrædende, samarbejdspartnernes medarbejdere og medarbejdere fra Morsø Kommune, så det samlede antal er godt 826 personer.


Morsø Kommune er altså forpligtet til at vurdere den potentielle risiko for smittespredning ved at gennemføre Frivilligfesten 2020. Konklusionen er, at der ikke kan etableres tilstrækkelige fysiske rammer til at overholde anbefalingerne for at holde en eventuel smitterisiko på et absolut minimum, fx at der skal holdes en forsvarlig afstand mellem deltagerne i henhold til myndighedernes anbefaling.
Morsø Kommune har rådført sig med øvrige offentlige instanser, hvilket sammenholdt med regeringens opfordring er baggrunden for beslutningen om at udskyde Frivilligfesten.


Morsø Kommune følger udviklingen tæt, og vi vender tilbage med en ny dato, så snart det er muligt.
Billetterne er gyldige på den nye dato. Gæster, der ønsker det, vil dog få refunderet billetprisen ved henvendelse til Morsø Turistbureau på mt@visitmors.dk eller telefon 97720488.