Frivilligfesten åbner billetsalg - der kan indstilles til priser lidt endnu

Programmet er nu på plads. Aftenen byder på hædring af sportsmestre, overrækkelse af priser og underholdning. Der kan stadig indstilles kandidater til priserne. Billetsalg starter mandag den 11. oktober kl. 17.

Frivillige ildsjæle på Mors vil blive hædret til Frivilligfest 2021 i Sparekassen Thy Arena|Mors fredag den 26. november.

Clement Kjersgaard er igen i år konferencier og vil føre publikum gennem en festaften med hædring af lokale sportsmestre, overrækkelse af priser og underholdning.


- Programmet byder på lokale indslag. Der vil også være liveshows med ”Pelle” ved Trine Gadeberg og med Jan Hellesøe, psykologisk manipulator, som mange måske kender fra tv, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen, Morsø Kommune.


Der vil blive uddelt en række priser i løbet af aftenen. Priserne er Årets Frivillig, Årets Forening, Årets Kunstner, Årets Ungleder samt Kulturius ved Kulturelt Samvirke, Handicapprisen ved DH Morsø og Årets Sportsnavn ved Det Nordjyske Mediehus.


- Vi håber at modtage mange indstillinger til priserne Årets Frivillig, Årets Forening, Årets Kunstner og Årets Ungleder, da der er mange, som gør en fantastisk indsats her på Mors, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen.
Kandidater til priserne kan indstilles frem til den 15. oktober via kommunens hjemmeside.
Festaftenen er også en hædring af sportsmestre, der i 2020 og 2021 er blevet jysk mester, dansk mester eller har vundet medaljer ved et nordisk, europæisk eller verdens mesterskab.


Der er 500 pladser med spisning i Arenaen. Billetter til Frivilligfest 2021 sættes til salg efter først til mølle-princippet mandag den 11. oktober kl. 17. Der vil være to typer billetter. Der vil være billetter med buffet samt kaffe og kage, hvor gæsterne sidder til bords. Der er også i år mulighed for at købe tribunebilletter med kaffe og kage.


Billetsalg og program er på www.mors.dk/frivilligfest