Harald Nyborg har underskrevet købsaftale og kommer til Mors

I løbet af 2021 vil Harald Nyborg etablere en ny stor afdeling i erhvervsområdet Aabro Fald i Nykøbing. Købsaftalen er underskrevet, og butikken vil være på ca. 2.700 kvm og give nye arbejdspladser til Mors.


Foto: Harald Nyborgs kommende placering ved Aabro Fald, Nykøbing

Harald Nyborg ønsker at købe ca. 10.700 kvm. og etablere butik på ca. 2.700 kvm. De vil få god synlighed fra Næssundvej, og området vil desuden blive udbygget med ny direkte tilkørsel fra Næssundvej.

En butik i den størrelse har sædvanligvis en medarbejderstab i omegnen af ca. 10 faste medarbejdere og ca. 10 til 20 unge deltidsmedarbejdere.

- Det er virkelig spændende og et udtryk for, at der er gode udviklings-, erhvervs- og vækstmuligheder på Mors, når en så stor og veletableret koncern kigger i vores retning, fortæller Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune.

God dialog og hurtig erhvervsservice

Harald Nyborg kontaktede Morsø Kommune en fredag og allerede tirsdagen efter, mødtes parterne og fik afklaret detaljer og lavet grundlaget for en købsaftale.

- Vi har haft en god dialog med Harald Nyborg, som gav udtryk for, at kommunen var meget imødekommende, og at placeringen i erhvervsområdet Aabro Fald passer godt ind i deres langsigtede planer, fortæller Hans Ejner Bertelsen.

Og han fortsætter:
- Jeg er meget tilfreds med, at vi kan tilbyde en hurtig og smidig erhvervsservice. Vi har kort fra tanke til handling, og det er jeg sikker på, også har spillet ind i vores gode dialog med Harald Nyborg.

Inden længe flytter Ford, Asgar Skou samt OK tankanlæg og bilvask også ud i området, hvor jem & fix, thansen, JYSK, OIL! Tank & Go og Elsø Biler allerede er etableret.

Erhvervsområdet Aabro Fald er beliggende i den vestlige del af Nykøbing Mors, og er tæt på hovedvej A26. Der er gode adgangsforhold for både varetransport og kunder, som vil blive yderligere styrket med den nye tilkørsel fra Næssundvej. Vejen kommer til at hedde Vester Fald, og det vil også være her, at blandt andet Harald Nyborg, Ford og OK vil få adresse.