Super badested på Mors indvies mandag kl. 16

Forbedrede badeforhold på Østre Strand skal fejres ordentligt med en indvielse. Mandag den 5. juli kl. 16.00 er alle velkomne til at være med og få en is.

Mors har fået et sted, som kan gå hen og bliver meget populært de kommende måneder. Forleden blev arbejdet med en luksus badebro og mini badeanstalt færdigt, som ligger ved vandrehjemmet på Østre Strand i Nykøbing. Den nyhed var der rigtig mange, der stak tommelfingeren i vejret over på Morsø Kommunes-facebook.


De lokale politikere glæder sig også over resultatet af deres beslutning om at investere i bedre badeforhold for badegæsterne på Østre Strand. Derfor inviteres der til officiel indvielse ved den nye badebro på Østre Strand på mandag den 5. juli kl. 16.00.

- Vi synes simpelthen, det er blevet så godt, at det skal fejres ordentligt. Vi håber, at folk har tid og lyst til at være med mandag eftermiddag, og så giver vi is, fortæller Meiner Nørgaard, Formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune.

 

 

Stedet styrker Mors

Kommunalbestyrelsen havde afsat 650.000 kroner til sandfodring og en ny badebro. Morsø Kommunes forvaltning har selv stået for design, myndighedsbehandling, udbud og tilsyn, så alle pengene er brugt på sand og badebro. Der er ikke brugt penge på eksterne konsulenter.

- Det her sted styrker Mors og gør øen endnu mere attraktiv for både de lokale og gæsterne. Vi bor et skønt sted, og de nye forhold er med til at forstærke den oplevelse. Det er virkeligt godt gået, at vi selv kan udvikle det uden hjælp fra konsulenter. Kæmpe ros til medarbejdere, politikere, og alle samarbejdspartnere, siger Meiner Nørgaard.

 

Lokalt firma stod for lækkert sand

Der har været lokal hjælp i forbindelse med sandfordringen. Udbuddet med sandfodring vandt det lokale entreprenørfirma K.E. Andersen og Søn A/S fra Redsted.

Imellem de to parkeringspladser ved Østre Strand er der udlagt i alt 800 m3 sand. Hvis den mængde sand skal flyttes på en almindelig havetrailer, kræver det omkring 2.240 læs. Sandet er udlagt inde fra skråningssikringen og ud til en vanddybde på ca. 1 m. Det skete ved et ekstremt lavvande, vi havde i februar. Af hensyn til vandmiljøet skal den slags arbejder udføres i vinterhalvåret.

I udbuddet var det specificeret, at det skulle være strandsand – ikke almindeligt sand fra en grusgrav. Selvom materialerne umiddelbart ser ens ud, er der en vigtig forskel. Sandet fra en grusgrav er skarpkantet, hvorimod strandsand er blevet rundet af i faconen, når havet hele tiden flytter rundt på det.

Entreprenøren fandt rigtig strandsand i en grusgrav i Sårup lidt uden for Hanstholm. Så det sand, der er lagt ud, det ikke bare ser rigtigt ud – det føles også rigtigt, når man går i det med bare tæer.

Der venter en rigtig god badeoplevelse ved Østre Strand. Kom selv og prøv til indvielsen mandag.

 

Fakta

Østre Strand har fået en luksus badebro og en mini badeanstalt med god komfort. Der er følgende faciliteter:

Badebroen er dobbelt så bred som den gamle bro

Mange op og nedgange til fjorden og stranden

Stor solplint

Omklædning med knager til håndklæder

Udebruser til at skylle saltvandet af

Skamler/ophold på broen

Sidemoduler i tre niveauer til at fange krabber

 

 

Badebroen er leveret og monteret af Modulbro Aps i Thisted.

Morsø Kommunes Vej og Park afdeling har udført tilslutningsarbejderne på land.

Morsø VVS-Teknik Aps har leveret og monteret bruseren på broen.

Støvlbæk Strand Aps har leveret knagerne, man kan hænge sit badetøj på.

Møblerne på broen er fra firmaet Hitsa A/S i Kolding