Skarregaard Naturcenter kan stifte forening 22. februar

I november sidste år blev mødet aflyst, men nu er det heldigvis blevet tid til at sætte fokus på Skarregaards fremtid. Alle er velkomne 22. februar i Nordmorshallen, når foreningen Skarregaard Naturcenter holder stiftende generalforsamling.

Til generalforsamlingen kan alle interesserede høre mere om foreningens rammer i forhold til at udvikle, drive og tage sig af Skarregaard på Nordmors og formidle de oplevelser, som stedet og naturen i området har at byde på. Der vil også være stiftelse af foreningen Skarregaard Naturcenter og mulighed for at melde sig ind i foreningen.

 

Hvis det lyder interessant, så tag med når Morsø Kommune indkalder til stiftende generalforsamling for foreningen Skarregaard Naturcenter tirsdag den 22. februar. Det foregår i Nordmorshallen kl. 19 til 20.30 (kaldes også Nordmors Fritidscenter og ligger på Sejersvej 42, 7900 Nykøbing Mors), og der vil være kaffe og let forplejning.
Det er ikke nødvendigt at melde sig til generalforsamlingen.

 

FAKTA

Skarregaard organiseres i en foreningsmodel, hvor der etableres en ny forening med følgende formål:

                                        • Foreningens formål er på almennyttig vis at udvikle og drive Skarregaard Naturcenter, herunder dets bygninger, legeplads, shelters samt arealer, som ikke er forpagtet/lejet ud, og dermed sikre brugerne af Skarregaard Naturcenter en mulighed for gode naturoplevelser

                                        • Skarregaard Naturcenter er stedet, hvor man finder kvalificeret formidling af natur og fritidsoplevelser samt turismeformidling

                                        • Foreningen vil arbejde for istandsættelse af bygninger og indretning, således at Skarregaard kan benyttes til undervisning, møder, kurser, udstillinger, interesse fællesskabs arrangementer og lignende.

                                        • Skarregaard kan ligeledes anvendes til overnatning i begrænset omfang

                                        • Foreningen skal endvidere sikre, at der gennemføres offentlige aktiviteter på Skarregaard Naturcenter eller de nærliggende, kommunale naturarealer til gavn for offentlighed, og skal koordinere disse med andre naturoplevelsestilbud i kommunen

 

Til inspiration kan et fremtidigt naturcenter på Skarregaard eksempelvis danne rammen om nedenstående områder:

                                        • Den åbne skole

                                        • Skoletjeneste

                                        • Naturfagskoordinering

                                        • Kurser og temadage

                                        • Naturevents og arrangementer

• Understøtte oplevelsesøkonomien på Mors: Kystruten, Østerssafari, sanketure og guidede ture for lokale og turister

 

Hvad er Skarregaard?

Skarregaard er stedet, hvor man træder et skridt tilbage i tiden i skønne naturomgivelser. Et autentisk kulturmiljø, der har huset mennesker fra oldtiden til i dag. Bopladser i oldtiden, en storgård i vikingetiden, en borg i middelalderen, en adelig sædegård, og nu en bevaret slægtsgård hvor tiden er sat i stå omkring 1950. Skarregaard hører til blandt de allerældste gårde på Mors og består i dag af fire hovedlænger bygget inden for perioden 1840-1910. Til gården hører et areal med forskellige naturtyper som skov, strandeng, hede, sø, strand og dyrket agerland, 6 km afmærkede naturstier og fugleskjul med kikkert i det storslåede område