Morsø Folkebibliotek søger leder til at støbe fremtiden i historiske rammer

Får idéen om at blive leder for et velkørende bibliotek med Danmarks mest tilfredse brugere og 14 dygtige medarbejdere det til at slå gnister i dine tanker?
Så tag hul på et nyt kapitel i din egen fortælling, søg stillingen og bliv en del af et miljø, hvor Janteloven kun er en del af vores store Sandemosesamling, og hvor fællesskab og nærvær er en del af øens DNA.

Limfjorden har inspireret mange forfattere til litteratur, som står på hylderne i et af Danmarks smukkeste biblioteker. Det har til huse i det gamle jernstøberi midt i Nykøbing Mors. Her i Aksel Sandemoses barndomsgader fornemmes stadig et ekko af jernplader, som bearbejdes til brændeovne - vigtige varmegivere, som siden midten af 1800-tallet har lunet indbyggerne på Limfjordens største ø og i resten af landet. Her blev støbt redskaber til at dyrke den fede jord, hvor afgrøderne hver sommer smukt dækker øen i grønt og gult med et drømmende blåt modspil fra fjorden.

I dag rummer de smukke bygninger blandt andet biblioteket, som måske bliver din kommende arbejdsplads. Her i Limfjordslandet kommer blæsten dig frisk i møde under en gå- løbe eller cykeltur i den afstressende og unikke natur langs vand og strand. På kultursiden er vi i dag nok mest kendt for Kulturmødet Mors, men vi har meget mere at byde på.

Det er i disse rekreative og inspirerende omgivelser, at Morsø Folkebibliotek ønsker en leder med stort L til at hjælpe med at skabe støbeformene til fremtidens bibliotek – og meget gerne med respekt for historien og den store indsats fra vores dygtige medarbejdere.

Stillingen som leder af Morsø Folkebibliotek er ledig til besættelse pr. 1. oktober 2019.
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Vores kommende leder brænder for bibliotek og kultur og kan balancere mellem drift og det udviklende, kreative og nytænkende, som gør biblioteket og dets tilbud interessante, nærværende og relevante for brugerne.

Vi søger en leder, som:
  • Er uddannet bibliotekar eller cand.scient bibl. Du må gerne have en lederuddannelse og/eller erfaring med ledelse
  • Tager del i den daglige drift, herunder vagter
  • Ser muligheder frem for begrænsninger ved at arbejde på et lille bibliotek
  • Vil videreudvikle det brede samarbejde med mange aktører
  • Er tydelig og synlig i organisationen og blandt samarbejdspartnerne, og som er i stand til at uddelegere og give ansvar
  • Benytter dialog og anerkendelse som vigtige ledelsesredskaber
  • SER den enkelte medarbejder og sikrer optimal brug af personaleressourcer og et godt arbejdsmiljø
  • Kan kaste bolde i luften – og gribe dem igen
  • Kan sikre og udvikle medarbejdernes biblioteksfaglige kompetencer
Du får til gengæld:
  • Et spændende og udfordrende job med engagerede medarbejdere med relationer til mange forskellige mennesker
  • Et bibliotek med en forholdsvis ny personalegruppe
  • En dynamisk arbejdsplads, hvor der er kort vej fra idé til handling
  • En arbejdsplads, hvor udvikling ikke bare er et fint ord i en plan
  • Et bibliotek, der deltager aktivt i både det regionale og det nationale bibliotekssamarbejde
Om Morsø Folkebibliotek
Morsø Folkebibliotek består af hovedbiblioteket i Nykøbing Mors – så enkelt er det. Nordens største Aksel Sandemosesamling findes på biblioteket. Vi og mange andre synes, at vi har Danmarks smukkeste bibliotek i det gamle jernstøberi midt i Nykøbing Mors. Med dig er vi 15 medarbejdere på biblioteket.

Om Mors og organisationen
Mors er ikke en del af det Danmark, der får udviklingen forærende. Stemningen og engagementet er bare langt fra at være opgivende, og der er noget med, at den nøgne lærer at spinde af nød – når man skal, bliver man mere innovativ, og når man kan, rykker man sammen i bussen. Det er derfor ikke tilfældigt, at mottoet er: ”Sammen er vi bedst.” For det er simpelthen den måde, vi gør tingene på.

Og hvis du synes, at Mors ligger langt væk fra alt så tænk lige over følgende historie; En københavnsk journalist spurgte engang en vestjysk bonde om, hvordan det var at bo så ”afsides” og fik svaret: ”Afsides – fra hvad?”.

Du er velkommen til at kontakte direktør Torben Gregersen, Morsø Kommune tlf. 23720719 eller administrativ leder på Morsø Folkebibliotek Gitte Nielsen tlf. 9970 6010, hvis du har spørgsmål.

Vi skal have din ansøgning med CV og relevante referencer senest den 13. september 2019 kl. 15.00. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler 20. september.

Se video af biblioteket
Sammen er vi bedst
Det er vores motto i Morsø Kommune og for livet på Limfjordens største ø, Mors. Det indebærer også, at vi i alle livets aspekter har kort fra tanke til handling. Vi er en kommune med ca. 20.600 indbyggere og 1.700 medarbejdere.  

Her arbejder vi dedikeret for at finde innovative løsninger og på at sætte borgere og virksomheder i centrum.  Vi har storslået natur, som verdensarvskandidaten Hanklit og molerlagunen i Ejerslev. Kulturmødet Mors samler hvert år mere end 20.000 kulturelskere fra hele landet, og placerer Mors, som Danmarks midtpunkt, når det kommer til at diskutere - samt opleve kunst og kultur.

Vi skaber smagfulde oplevelser til Skaldyrsfestivalen, forkæler smagsløgene til Østers- og Muslingepremieren og nyder at være Danmarks Skaldyrshovedstad.  Vi samarbejder tæt og tværfagligt for at gøre Mors til et endnu mere attraktivt sted at bo, gæste og arbejde.