Fælles om Mors - Udviklingsplan 2030

Kommunalbestyrelsen har den 28. november 2019 vedtaget Fælles om Mors - Udviklingsplan 2030. Fælles om Mors - Udviklingsplan 2030 er offentlig bekendtgjort den 29. november 2019.

Kommunalbestyrelsen igangsatte i foråret 2019 arbejdet med at skabe en langsigtet udviklingsplan for de næste 10 år med henblik på at sikre den positive udvikling på Mors. Fælles om Mors – Udviklingsplan 2030 beskriver det samfund, vi drømmer om at bo og arbejde i frem mod 2030. Udviklingsplan 2030 er den strategi, som skal gennemsyre alle dele af vores udviklingsarbejde i de kommende år. Planen indeholder både udviklingstemaer, planstrategi og udviklingsområder til byudvikling.

Planen er opbygget, så man kan orientere sig i den overordnede drøm om vores samfund 2030. Efterfølgende finder du de områder, vi mener kræver et særligt fokus for at opnå drømmen – Erhvervsliv, Bo på Mors, Medborgerskab, Turisme og Digitalisering og markedsføring. For hvert område har vi opstillet en række mål, der mere konkret udpeger og beskriver de aktiviteter, der vil bidrage til opfyldelse af drømmen om fremtidens Mors.

Planen findes i to versioner. Den fulde web-version, der samtidig indeholder Morsø Kommunes planstrategi og udviklingsområder til byudvikling. Planstrategien indeholder kommunalbestyrelsens vurdering af fremtiden og en delvis beslutning om revision af kommuneplanlægningen med centrale temaer, der skal arbejdes videre med i den kommende planperiode og Kommuneplan 2021. I planstrategien kan du også læse mere om de til staten ansøgte udviklingsområder til byudvikling, og som også vil indgå i den kommende planperiode.

Derudover findes planen i en kortere magasinversion, så du hurtigt kan orientere dig i planens temaer, målsætninger og delmålsætninger. Fælles om Mors – Udviklingsplan 2030 opfylder derved også planlovens bestemmelser om offentliggørelse af en strategi for kommuneplanlægningen.